Når to personer indgår ægteskab, så er udgangspunktet, at deres formue i ægteskabet bliver delingsformue. Dette betyder, at deres formue, i tilfælde af separation, skilsmisse eller død, skal deles lige mellem dem. Undtaget fra denne ligedeling er dog pensionsrettigheder. Det fremgår således af lov om ægtefællers økonomiske forhold § 34, at ægtefællers rimelige pensionsrettigheder ikke indgår i formuedelingen i tilfælde af separation eller skilsmisse, men udtages forlods af ejeren uden deling.
Det er en forudsætning for, at pensionen ikke skal indgå i ligedelingen, at den er rimelig. Rimeligt er lig hvad der er sædvanligt for pågældende at indbetale i forhold til dennes uddannelse og erhverv. Er man lønmodtager, hvor indbetalingen følger af en kollektiv overenskomst eller af en ansættelsesaftale, og hvor man ikke har foretaget ekstraordinært store indbetalinger, vil pensionen oftest blive anset for rimelig. Sværere er vurderingen af hvad der er rimeligt, når der er tale om en selvstændig: For hvad anses for at være en rimelig indbetaling for en selvstændigt erhvervsdrivende? Overordnet kan det siges, at ved vurderingen af, om en selvstændig erhvervsdrivendes pensionsopsparing kan anses for at være rimelig, lægges der blandt andet vægt på, om pensionsordningen må anses for rimelig ud fra virksomhedens økonomiske forhold samt ud fra vedkommende uddannelse og erhverv/anciennitet dvs. der skal vurderes på, hvad der er den sædvanlige indbetalingsprocent for arbejdsmarkedspensioner i tilsvarende erhverv.
Det afgørende tidspunkt for vurderingen af, om indbetalingerne er rimelige, er tidspunktet for indbetalingen. Det vil sige, at man altså på det tidspunkt, hvor man foretager indbetalingen til pensionsordningen, skal vurdere rimeligheden af størrelsen af indbetalingen. Dette betyder derfor også, at man ikke går ind og ser samlet på alle de indbetalinger, der er foretaget, men i stedet vurderer hver enkelt indbetaling for sig i forhold til, hvad der var rimeligt på indbetalingstidspunktet. Netop dette kan gøre det vanskeligt for mange virksomhedsejere, hvor der kan være gode år og dårlige år. Hvis man har indbetalt for meget, således at pensionsordningen ikke kan anses for at være rimelig, skal det ”urimelige” beløb – det vil sige det beløb, der overstiger det rimelige – indgå i ligedelingen med den tidligere ægtefælle. Man skal i den forbindelse dog huske at tage højde for den latente skat.
Det er altid en konkret vurdering, om en virksomhedsejers indbetalinger på dennes pensionsordning kan anses for at være rimelige.
Har du spørgsmål vedrørende deling af pensioner eller har brug for rådgivning vedrørende en bodeling, så kontakt os for en vurdering på am@ret-raad.dk