Du har altid ret til at blive separeret, uanset om I er enige eller ej. Indtil 1.4.2019 har der været mulighed for straksskilsmisse, hvis man var enige.
Fra 1.4.2019 gælder retten til straksskilsmisse alene, hvis ikke man har fælles børn under 18 år. Har I fælles børn under 18 år, kan I ikke længere blive skilt straks, men skal enten først separeres eller gennemføre en såkaldt reflektionsperiode på 3 mdr.
Man har dog altid ret til at blive skilt straks, hvis der er tale om vold, utroskab eller to års samlivsophævelse. Endvidere har man altid ret til skilsmisse efter 6 mdr.’s separation.
Hvad er forskellen på at være separeret og skilt?
Du kan ikke indgå nyt ægteskab, hvis du alene er separeret. Det kræver, at du er skilt.
Er I separeret vil separationen bortfalde, hvis I genoptager samlivet, eller hvis I ikke er flyttet fra hinanden inden for ca. 3-4 måneder. Er I skilt og genoptager samlivet, vil I blive anset for ugifte samlevende.
Uanset om I vil skilles eller separeres, skal I blive enige om de samme vilkår: betaling af ægtefællebidrag, samt hvis I bor til leje, hvem der skal blive boende i lejeboligen.
Der opstår særlige spørgsmål om ægtefællebidrag, når du er virksomhedsejer, som du kan læse nærmere om her