Når to personer bliver gift, bliver deres formue delingsformue, hvilket betyder, at de skal dele deres formue mellem sig i tilfælde af separation, skilsmisse eller død. Det er som udgangspunkt hele formuen – også den ene ægtefælles virksomhed – der indgår i delingsformue. Undtagelsen hertil er hvis virksomheden er gjort til særeje ved ægtepagt eller fra tredjemand, for eksempel gennem arv. At virksomheden indgår i delingsformen betyder, at værdien skal deles ved separation/skilsmisse og død. Hver part opgør ved skifte sin formue og halvdelen af den positive formue deles med den anden. Dette kan på flere måder udfordre i forhold til virksomhedsdelen da det dels kan give nogle likviditetsmæssige udfordringer i forhold til at formuen er bundet i virksomheden dels kan det i nogle tilfælde være svært at værdiansætte en virksomhed eller en del heraf.
Det likviditetsmæssige:
Det forhold at virksomhedens værdi skal indgå i ligedelingen kan være likviditetsmæssigt hårdt for virksomheden, fordi ejeren enten skal ud og låne penge svarende til halvdelen af virksomhedens/ejerandelens værdi, skal realisere aktiver i virksomheden eller skal sælge hele eller dele af sin ejerandele, således at vedkommende på den måde kan betale halvdelen til ex-ægtefællen. En anden mulighed vil være, hvis ikke det er muligt at låne pengene, at man giver halvdelen af sin virksomhed eller sin ejerandel til ægtefællen, således at ægtefællen bliver medejer af virksomheden. Sidste løsning kan dog være driftsmæssig uhensigtsmæssig ligesom det kræver at ægtefællen er indforstået hermed, idet man som ægtefælle har ret til at få udlagt sit såkaldte boslodskrav kontant.
Værdiansættelsen:
Når virksomheden indgår i ligedelingen, skal den værdiansættes. Denne værdiansættelse skal indeholde alt i virksomheden, det vil sige: værdien af samtlige aktiver, blandt andet inventar, igangværende arbejder, goodwill mv. samt, hvis virksomheden drives i selskabsform, også værdien af ejerandelen. Typisk vil man få en revisor til at foretage værdiansættelsen.
Oprettelse af ægtepagt/særeje:
Ganske mange virksomhedsejere vælger for at undgå likviditets- og værdiansættelsesudfordringen og også henset til at mange virksomhedsejere har deres ”pensionsopsparing” i form af virksomheden at gøre virksomheden/ejerandelen til særeje. Oprettelse af særeje sker ved en ægtepagt. Ægtepagten skal for at være gyldig lyses i Personbogen. Der er knyttet til gebyr på 1850 kr. for oprettelse af ægtepagt.
Har du spørgsmål til en forestående skilsmisse eller har du brug for bistand i forbindelse med oprettelse af ægtepagt så kontakt os på am@ret-raad.dk for en nærmere drøftelse.