Bliver du separeret, skilt eller flytter I fra hinanden uden at blive skilt, har det betydning for beregningen af din skat.
Udgangspunktet for beregningen af skatten for ægtefæller er, at det sker på samme måde som for enlige skattepligtige. Der er dog nogle principper, der medfører, at der opstår sambeskatning mellem ægtefællerne, således at ægtefæller, der er samlevende, kan overføre uudnyttede bundfradrag og underskud til hinanden. Denne sambeskatning træder automatisk i kraft fra det år man bliver gift. Når ægtefæller bliver skilt eller separeret ophører sambeskatningen fra det år de går fra hinanden.
Reglerne i kildeskatteloven foreskriver, at sambeskatningen ophører på tidspunktet for separationen eller skilsmissen. Dette betyder altså at bliver man skilt mit på året ophører sambeskatning med tilbagevirkende kraft pr. 1.1., således at ægtefællerne i skattemæssig henseende ikke anses for at have været samlevende i hele det indkomstår, hvor de bliver separeret eller skilt. Separationen eller skilsmissen får således virkning fra begyndelsen af indkomståret og der er således ikke mulighed for at udnytte den anden ægtefælles uudnyttede bundfradrag mv. i dette indkomstår – heller ikke selvom ægtefællerne har været gift i en del af indkomståret.
Det forholder sig anderledes, hvis ægtefæller ophæver samlivet uden at blive separeret eller skilt, men blot flytter fra hinanden. I de tilfælde, hvor ægtefæller flytter fra hinanden uden at blive separeret eller skilt anses samlivet i skattemæssig henseende og dermed sambeskatningen først for ophørt ved udgangen af det år, hvor ægtefællerne ophæver samlivet. Det, der derfor er afgørende for vurderingen af, om sambeskatningen er ophørt er, hvornår samlivet kan anses for at være ophævet. Dette er en konkret vurdering, men der er dog nogle grundlæggende principper. Hvis der er tale om en midlertidig fraflytning, for eksempel på grund af udstationering eller andre forhold vedrørende ægtefællernes job, så anses samlivet ikke for at være ophørt.
Ej heller anses samlivet for ophørt, hvis den ene af ægtefællerne afsoner en længere fængselsstraf. Hvis der derimod er tale om, at ægtefællerne har ophævet samlivet på grund af uoverensstemmelser eller hvis de varigt lever adskilt, anses samlivet for at være ophørt i skattemæssig henseende, hvormed de særlige beskatningsregler for ægtefæller bortfalder fra udgangen af det år, hvor samlivet blev ophævet.
Registreringen af samlivsophævelsen og de skattemæssige aspekter heraf sker ikke automatisk på årsopgørelsen, hvorfor det er vigtigt at være opmærksom herpå og give skattemyndighederne besked herom. Det er derfor vigtigt, at I, hvis i flytter fra hinanden, bliver skilt eller separeret, er opmærksom på de skattemæssige aspekter i forbindelse hermed.
Har du spørgsmål vedrørende separation, skilsmisse eller samlivsophævelse og de skattemæssige konsekvenser heraf, så kontakt os på am@ret-raad.dk.